 |  | digt 25-06-2012 |
 |
|
|||||||||||||
|
Du ser til mens mine øjne ældes Mens du hiver organerne ud af maven på mig Trækker dem så langt at de skriger skingert af dig og jeg kigger på dig mens den grå stær vokser sig stærkere til jeg til sidst ikke ser mere Du tog mig For jeg var ung men du har gjort mig gammel Sådan indvendigt Sådan indeni Sådan jeg mener at jeg er forfalden Jeg er fyldt med cancer du har givet mig Fyldt med frygt du har plantet i mig Og mine øjne ældes endnu Du tog mig for jeg var smuk en gang eller det sagde du og du fortalte at jeg var sådan en dér som du har læst man kunne elske Og du prøvede at finde frem til hvad det at elske betød men jeg var bare god på papiret Jeg er knækket indefra For du er så pisse giftig Så altså mine knogler er så sløve så fantastisk mørkegrå De knækker snart eller smuldrer så jeg kan falde sammen Så du kan redde mig og vi kan bilde os ind at vi to altid vil elske hinanden ligesom de gør i historierne For vi er mand og kvinde og mand og kvinde skal elske og lave børn Så det prøvede vi men det gik aldrig rigtig helt for jeg kiggede altid på din søsters røde læber Men da jeg fortalte dig jeg var ulykkelig slog du bare ordene så satans langt væk at jeg blev så bange at jeg aldrig ville sige dem igen I hvert fald ikke til dig http://ceciliekristensendigte.blogspot.dk/2012/06/25-06-2012.html | ||||||||||||||
 | nhuth | 2012-06-26 07:47:45 |
Igen et brutalt udbrud fra kærlighedens kraters uberegnelige stengrund, tænker jeg.
Jo, det ryster lidt under mine fødder.
Vh. Nhuth
Jo, det ryster lidt under mine fødder.
Vh. Nhuth
| chilsen | 2012-06-26 08:58:05 |
Fedt!
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
