 |  | Sergei |
 |
|
|||||||||||||
|
Sergei justerede næsen i spejlbilledet. Den virkede ikke længere helt så uskyldig rød. Ja selv de gule overdimensionerede øjenbryn virkede falmede. Det var ikke længere noget smil, der mødte ham. Han forsøgte at tvinge det frem, men selv ikke de optegnede buer på kinderne kunne skjule den lurende tristhed. Hans far havde altid sagt, at verden skulle mødes med et smil, og at dette ville blive hans adgangsbillet til paradiset i Vesten. Smil og hårdt arbejde. Han havde knoklet siden han var en lille dreng. Fra tidlig morgen til sen aften. Startende med postruten på stålværket inden solen endnu var blevet synlig. Dernæst skolen, lektielæsning, huslige pligter og endelig retur til stålværket for at hjælpe med rengøring omkring smelteovnene inden natteholdet skulle starte. Sergei havde knoklet hårdt og længe, og han havde sjældent misset en skoledag eller tilladt en lungebetændelse at koste ham en arbejdsdag. Pengene var små, det forsikrede hans mor ham om hver eneste dag, mens hun hostende lå og svandt ind på slå-ud sengen i stuen med to tæpper over sig. Der blev kun fyret i kakkelovnen, når faderen var hjemme, og dernæst også kun når han tillod det. Sergeis mor lå altid i stuen med ansigtet vendt mod kakkelovnen for at få mest muligt glæde af den sporadiske strålevarme. Har du arbejdet godt i dag, spurgte hun altid, når han kom tilbage fra skolen. Hun frygtede at en dårlig indsats fra hendes søn ville betyde tabt indtægt. En indtægt der betød, at de trods alt kunne spise suppe med både kartofler og porrer. Hver søndag når de havde fri gik Sergeis far på markedet og købte et glas øl og et stykke groft brød. Øllet lindrede hans tørst efter bedre tider, sagde han altid, og brødet fortærede de sammen med suppen om aftenen. Faderen havde arbejdet på stålværket siden opførelsen i 1929, og Sergei var mange gange blevet påmindet om, at det var selveste Stalin, der havde ladet det opføre. Det var et stålværk, der i mange år var Sovjetunionens stolthed, og hvor stålet til hver anden sovjetisk kampvogn under Anden Verdenskrig blev støbt. Efter krigen ændredes situationen sig dog, og det var ikke længere den store industrielle magtfaktor med mange tusinde ansatte. Folk var blevet afskediget i hobetal, men hans far havde de beholdt. Fordi jeg aldrig beklagede mig og altid smilte, forkyndede han altid, når han gang på gang beskrev udviklingens gang ved spisebordet. Ofte understregende hans egne pointer ved at klaske de store ru håndflader ned i bordet, så skeerne sprang. Du skal ikke regne med at få noget foræret her i livet, Sergei. Den sætning havde han hørt utallige gange før, og han tvivlede heller ikke på sandheden deri. Ja, du skal være en god dreng og gøre, som der bliver sagt, istemte hans mor nogle gange. Hendes stemme var hen mod slutningen blot en sølle bjæffen mellem de tørre host. Om vinteren var det særligt slemt. Sergei sov med støvlerne på og havde hænderne i sine frakkelommer under tæppet. Hans egen ånde var tydelig i månelyset, og ofte havde han ligget og forestillet sig, at det var hans ånd, der forlod ham. Ofte havde han så ondt i hele kroppen, at han næsten ikke kunne overskue at skulle tilbage til smelteovnene. Men i det mindste var der varmt. Fra stuen hørte han hele natten igennem sin mor hoste opgivende og nedslidt. Han havde længe frygtet, hvor det ville bære hen, og pludselig en nat vågnede han ved en stilhed, som fik den kolde luft omkring ham til at stå helt stille. Han lå og stirrede ud i mørket, mens han ventede på den rallende hoste. Men den kom ikke. Døren til venstre for ham blev uden varsel flået op med en sådan magt, at han pludselig troede, det var hans far, der var kommet tilbage for at tugte ham. Give ham den straf som han altid var blevet lovet, hvis han ikke voksede op og blev til noget stort og betydningsfuldt i Vesten. Han tvivlede på at Protji Zethko Wasev ville have tolereret at se sin søn som et simpelt underholdningsindlæg i et omrejsende cirkus. Traileren, han delte med trylleparret, dirrede ustabilt, og en filtpose med syntetiske blomster blev mast mellem kommode og dør. ”Du skal ind om fem minutter, Pussy” knurrede Von Fahl skælmsk. Han standsede sin bevægelse brat og frøs fast i døråbningen med højre hånd tungt plantet på dørhåndtaget. Han stirrede insisterende og en kende for provokerende til Sergeis smag. ”Hører du mig, Pussy?” gryntede han, mens han lænede overkroppen en smule nærmere, så selerne over hans ærmeløse skjorte blev presset til side af den udspilede mave. Sergei rettede sig en smule op foran spejlet og forsøgte at trække skuldrene tilbage i den grønne velourjakke. Hans spinkle brystkasse synede ikke af meget under blomster-slipset med vandetuiet. ”Jeg hedder ikke Pussy! Du ved udmærket godt, at jeg foretrækker, at du tiltaler mig med mit borgerlige navn. Og hvis du absolut skal bruge mit kunstnernavn, vil jeg gerne have, at du udtaler det korrekt.” Von Fahl fnyste og tog sig opgivende til issen med den venstre hånd. ”Kunstnernavn? Kalder du det, du laver, for kunst? Pelussi. Pussy. Hvad fanden er forskellen?” Sergei ville gerne have sagt noget mere, men Von Fehr forlod hans lille frirum lige så hurtigt, som han havde invaderet det. Skuldrene faldt igen ned på plads, og ryggen fandt igen sin naturlige krumning. [fortsættes..] | ||||||||||||||
 | Jakob Wilms | 2010-10-13 06:47:44 |
Bestemt spændende.
Giv os noget dialog, så vi får lidt stemning og fornemmelse for personerne, fremfor udelukkende beskrivelser.
Ser frem til at læse videre!
jw
Giv os noget dialog, så vi får lidt stemning og fornemmelse for personerne, fremfor udelukkende beskrivelser.
Ser frem til at læse videre!
jw
| Forfatter in spe | 2010-10-13 07:44:23 |
Tak for ordene. Det er også min hensigt, at næste etape af Sergei skal indeholde mere nutidig handling og dialog. Man kommer, som læser, formentlig til at springe lidt frem og tilbage i tiden, men jeg ved det ikke helt endnu ;-)
| haleløs | 2011-06-18 17:32:23 |
... og HVOR blir så dén fortsættelse af, Jesper? Dennehér tekst er i dén grad velskrevet. Ren fornøjelseslæsning fra A til Å. Ku' sagtens blive til ... meeeget mer' !!!!
venligst ...
venligst ...
| Forfatter in spe | 2011-06-19 14:32:02 |
Sergei har været lagt lidt på is ;-)
Historierne kommer jo pludselig til mig - men jeg synes, at der længe har været en del arbejde som har taget mit fokus. Men jeg har ikke glemt Sergei. Jeg er sikker på, at han pludselig lives op igen, og så må vi jo se, hvad der videre skal ske i hans liv.
Men tak for ordene.
/Jesper
Historierne kommer jo pludselig til mig - men jeg synes, at der længe har været en del arbejde som har taget mit fokus. Men jeg har ikke glemt Sergei. Jeg er sikker på, at han pludselig lives op igen, og så må vi jo se, hvad der videre skal ske i hans liv.
Men tak for ordene.
/Jesper
| Anne. | 2012-07-28 21:53:42 |
Efter både din og haleløs' anbefaling har jeg nu endelig fundet tid til at læse Sergie, og må da indrømme, at jeg er ked af, at du "har tabt pusten", for det er virkelig godt skrevet og fængende! Jeg kan dog godt se, hvad du mener med, at der er et eller andet, som "går lidt af det" til sidst, men tror ikke jeg ville være opmærksom på det, hvis du ikke selv havde peget det ud.
Håber virkelig, at du vil forsætte skriveriet!
-og tak for anbefalingen, jeg tror bedre, jeg forstår, hvad du mener nu med min tekst :-)))
Mvh. Anne
Håber virkelig, at du vil forsætte skriveriet!
-og tak for anbefalingen, jeg tror bedre, jeg forstår, hvad du mener nu med min tekst :-)))
Mvh. Anne
| Forfatter in spe | 2012-07-28 22:15:47 |
Hej Anne,
Tak for gennemlæsningen - godt du fik noget brugbart ud af det ;-)
/Jesper
Tak for gennemlæsningen - godt du fik noget brugbart ud af det ;-)
/Jesper
| nhuth | 2012-07-28 23:14:32 |
Tak for en usædvanlig - og en usædvanlig god tekst. Det er jo en vanskelig opgave du har kastet dig ud i. Historien leder mine tanker hen i retning af Anton Markarenkos "Vejen til Livet" (kan stærkt anbefales), som giver et indtryk af den periode og det samfund, som du også skildrer.
Jeg kan godt lide det beherskede tempo i din tekst, og jeg nyder din opbygning hen mod noget, som synes som tilløb til noget vigtigt, der så alligevel tilsyneladende udsættes lidt eller nedtones af en eller anden grund, som læseren ikke får nærmere oplyst, ... endnu.
Jeg glæder mig meget til fortsættelsen.
(Og så kan jeg jo ikke dy mig: I første afsnit skriver du "forcere det..." Hvorfor ikke fremmane eller fremstille? I tredje afsnit skal der nok stå "dets opførelsel" i stedet for "opførsel". Og i femte mener jeg, at "sin mor" er at foretrække frem for "hans mor")
Slå mig venligst over fingrene, hvis du ikke ønsker "dansklærerrettelser".
Vh. Nhuth
Jeg kan godt lide det beherskede tempo i din tekst, og jeg nyder din opbygning hen mod noget, som synes som tilløb til noget vigtigt, der så alligevel tilsyneladende udsættes lidt eller nedtones af en eller anden grund, som læseren ikke får nærmere oplyst, ... endnu.
Jeg glæder mig meget til fortsættelsen.
(Og så kan jeg jo ikke dy mig: I første afsnit skriver du "forcere det..." Hvorfor ikke fremmane eller fremstille? I tredje afsnit skal der nok stå "dets opførelsel" i stedet for "opførsel". Og i femte mener jeg, at "sin mor" er at foretrække frem for "hans mor")
Slå mig venligst over fingrene, hvis du ikke ønsker "dansklærerrettelser".
Vh. Nhuth
| Forfatter in spe | 2012-07-28 23:36:18 |
Alle tre var gode pointer som jeg har taget til mig. Tak for dem :-)
Jeg værdsætter bestemt forslag til rettelser. Den med stålværkets opførsel var sjov ;-)
/Jesper
Jeg værdsætter bestemt forslag til rettelser. Den med stålværkets opførsel var sjov ;-)
/Jesper
| haleløs | 2015-09-22 08:01:50 |
juhuuu, kære Jesper - HVORNÅR kommer fortsættelsen? venligst ...
| Forfatter in spe | 2015-09-22 10:00:30 |
Hejsa,
ja, det ved jeg kat'me ikke.. :-)
Jeg bruger en hulens masse tid på arbejde, så jeg har slet ingen tid/overskud til at skrive. Ej heller at læse faktisk - så det er den helt store elendighed, ha ha..
Forhåbentlig kommer vi alle (skribenterne) stærkt retur til Forfattersiden.dk til efteråret/vinteren ;-)
/Jesper
ja, det ved jeg kat'me ikke.. :-)
Jeg bruger en hulens masse tid på arbejde, så jeg har slet ingen tid/overskud til at skrive. Ej heller at læse faktisk - så det er den helt store elendighed, ha ha..
Forhåbentlig kommer vi alle (skribenterne) stærkt retur til Forfattersiden.dk til efteråret/vinteren ;-)
/Jesper
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
/Jesper