 |  | Vi kender det alle sammen |
 |
|
|||||||||||||
|
Vi kender det alle sammen og alligevel er det som jeg er alene om at have det på den her måde hvor maven krymper sig sammen og hjertet lirker alt imens jeg i realiteten bare gerne vil holde én i hånden fordi det jeg føler er det jeg er bange for og når det bliver italesat fordi det bør sådan noget blive så bliver det virkeligt på den der jeg har lyst til at ligge mig fladt ned på ryggen og give op fordi jeg føler det her - måde og hvis jeg så endelig får sagt at jeg har hjemve helt ind i blodet fordi du ikke er her så bliver det nærmest pinligt fordi der ikke er gået lang tid men det føles som uforklarlig lang tid fordi jeg har set alt for meget fjernsyn for at få tiden til at gå til at vi ses igen selvom jeg ikke ved hvornår det er og så får jeg hjemve igen fordi vores læber aldrig burde være adskilte vores hænder vores sengetider i hvert fald ikke når vi bliver tvunget til det og det er sådan jeg har det lige nu fordi frivillig tvang er blevet en nødløsning selvom jeg helst så at vi altid delte seng og ikke skulle sammenligne kalendere fordi der er folk der sidder for godt i sofaen og ser ind i dit tv når nu jeg bare gerne ville købe dig et nyt køleskab for min opsparing men jeg leger med tanken om at kopiere en nøgle til dig til min nytilkomne lejlighed der skal være mit helle og ståsted for en bedre og lysere tilværelse uden dig hvilket ikke giver mening overhovedet men det bliver der ikke gjort noget ved fordi jeg tror du også er bange og jeg elsker dig selvom du er bange og netop derfor burde du ikke være bange og få lagt kortene på bordet fordi en tilværelse uden dig gør mere ondt end den hjemve jeg føler nu men hellere vide det nu end om hundrede dage hvor jeg har tænkt på din yndlingsfarve og håber at du en dag får en åbenbaring fordi hjemveen kravler ind i mit hjerte ligeså snart du gør tegn til at gå af frygt for aldrig at se dig igen og der bliver jeg bange fordi er det sådan det kommer til at være altid er det sådan jeg elsker dig bedst alligevel henvender jeg mig lydløst til den tikkende bombe der er klokken der er tiden der er usynlig fordi det kunne jo være at du kom forbi og gav mig dit hjerte én gang for alle og den hjemve jeg så ville føle ville kun være den der minder om savn og længsel og glæden ved endelig at ligge i ske efter en lang dag. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
